Festlig modtagelse foran rådhuset i 1952

Af Gunner Lindbæk Knudsen, Horsens Idrætsarkiv

Søndag den 29. juni 1952 var en festdag for idrætten i Horsens. For første og hidtil eneste gang skulle den olympiske ild passere Horsensegnen på sin vej til OL i Helsingfors.  Sportssammenslutningen for Horsens og Omegn (SfHO) stillede med atleter til et stafetløb, som bragte faklen med den olympiske ild fra Tebstrup i nord til Bredal i syd. Besynderligt nok kom den olympiske ild kom til byen nordfra på sin færd fra Grækenland til den finske hovedstad Helsingfors. Det skyldtes, at ilden var fragtet med SAS fra Athen til Ålborg, og at stafetten derfra skulle videre via Fyn og Sjælland gennem Sverige på sin vej til Finland. For de mange deltagende horsensianske idrætsfolk blev det en oplevelse for livet. Arrangementet, som fandt sted søndag formiddag, blev betegnet som et farvestrålende sceneri og det skønnedes at 4-5.000 horsensianere var på gaden og så faklen passere byen. Foran rådhuset på Søndergade blev afholdt en ceremoni. Det olympiske flag var hejst, roere fra Horsens Roklub dannede espalier og de lokale stafetløbere fik overrakt erindringsplaketter i bronze af formanden for den finske olympiske komite Poul Nordström. Højdepunktet var da den gamle tidobbelte Danmarksmester i længdespring, fem- og tikamp for HfS, Pahlm Jensen, præsenterede den olympiske fakkel på podiet sammen med borgmester Robert Holm. Fra podiet blev faklen bagefter båret videre af sejlsportsmanden fra Horsens Sejlklub, Poul Ohff, der selv skulle deltage ved OL i Helsingfors, som skipper i båden Jill (5,5 m-klassen), sammen med gasterne Ingemann Bylling Jensen og Henning Christensen.

Niels Lund Svendsen (født 1. juli 1912) løber med den olympiske fakkel mellem Tebstrup og Gedved. Damen på den bageste cykel er hans kone Karen Svendsen med sønnen Niels Anders. FOTO: HORSENS IDRÆTSARKIVS SAMLING

Formanden for Horsensegnens Gymnastikforening, Niels Lund Svendsen, var blevet spurgt af Sportssammenslutningen for Horsens og Omegn, om han ville bære den olympiske fakkel ind i Horsens-området. På ovenstående billede ses Niels Lund Svendsen på landevejen mellem Tebstrup og Gedved. Kvinden på den bageste cykel er hans kone, Karen Svendsen, med sønnen Niels Anders i cykelkurven. Billedet er et godt minde om Olympiaden fra dengang alt ikke var så kommercialiseret og faldt godt i tråd med den folkelige idræt. Billedet og medfølgende tekst modtog Horsens Idrætsarkiv, den 2. juli 2012, fra drengen i cykelkurven. Det skete via Horsens Folkeblad, hvor Niels Anders Lund Svendsen havde læst om idrætsarkivet udstilling om den olympiske ild. 

Margit Sørensen (Gade) fra Horsens Svømme- og Gymnastikforening med den olympiske fakkel syd for Gedved på vej mod Horsens. Billedet er et privatfoto fra Margit Gade og bagpå har hun skrevet: ”Ham der aflevere faklen til mig hedder Erik Pedersen og er typograf” og ”Jeg tror civilpersonen er Poul West fra Fussingsvej eller Ryesgade”. Erik Pedersen havde en livslang ansættelses om maskinsætter på Horsens Folkeblad.
FOTO: HORSENS IDRÆTSARKIVS SAMLING

Den olympiske ild foran rådhuset i 1952. Margit Sørensen (senere Gade) modtager sin erindringsmedalje for at have løbet med faklen.
FOTO: HORSENS IDRÆTSARKIVS SAMLING.

I sin lyse gymnastikdragt modtager Margit Sørensen (senere Gade), Horsens Svømme- og Gymnastikforening, plakette efter at have løbet stafet med den olympiske fakkel ved Gedved. Det er et privatfoto fra Margit Gade og bagpå billedet har hun skrevet: ”Det var dengang man nejede og sagde tak”. Plaketten overrækkes af formanden for finske olympiske komite Poul Nordström (med ryggen til).Til højre for Margit ses håndboldpigen Erna Lund (senere Eliassen). Manden i plusfours er SfHOs daværende formand Poul Stærmose. Fra venstre genkendes de tre første stafetløbere, Henning Schou, Hilmar Hansen og Herluf Jørgensen, samt nr. fem, seks og syv, som er Erik Pedersen, Jakob Ravn og Niels Petersen. På podiet ses den gamle danske mester i tikamp og længdespring Pahlm Jensen, med faklen i hånden, sammen med borgmester Robert Holm, flankeret af skoleeleverne Bente Bech (De kommunale Skoler) og Carsten Seest Petersen (Statsskolen).

PRIVATFOTOS ∙ HORSENS IDRÆTSARKIVS SAMLING

 

var element = document.getElementById("footer-info"); element.innerHTML = 'Copyright © 2017 Horsens Idrætsarkiv | Webside Design-Setup © www.skysolution.dk'