Fire jyske mesterskaber til hockeyspillerne fra Horsens

Af Gunner Lindbæk Knudsen. Horsens Idrætsarkiv

Der findes ikke mange oplysninger om hockeysporten Horsens. Det kan konstateres, at Horsens Idræts Klub i 1913 blev jyske mestre ved at vinde Dansk Hockey-Unions Jyllands kreds. Man må på den baggrund formode, at klubben har haft hockeyspillet på programmet i nogle år op til dette mesterskab. Under ledelse af lærer R. H. Elmtoft fulgte HfS op ved at vinde det jyske mesterskab tre år i træk i 1918, 1919 og 1920. Trods succesen fik idrætsgrenen ingen lang levetid i HfS eller i Horsens. Der var der ingen tilgang til hockeyspillet, ligesom banerne der blev spillet på, sikkert ikke har været af særlig god kvalitet. I april 1923 afholdt HfS en ekstraordinær generalforsamling med det formål, at begrænse antallet af sportsgrene i klubben. Her blev to sportsgrene (udramatisk) siet fra, da svømmerne ville starte deres egen forening og interessen for hockey blev erklæret uddød.

Damer og herrer på samme hold

Som det ses på billederne bestod holdende dengang af både kvinder og mænd, hvilket også fremgår af holdopstillingen til en kamp mod Københavns Hockeyklub, den 30. april 1920. HfS stillede med Hans Hansen, Hans Sørensen, G. Randers, Frk. Elna Andersen, Peter Jacobsen, Frk. Elise Andersen, Bjerre-Hansen, Frk. Sorine Andersen, Knud Stensballe, Frk. Helene Andersen og Alfred Hansen. Kvinderne blev tituleret med Fru eller Frk., og ligesom HfS havde København Hockeyklub fire kvinder på holdet med Fru Wolfhagen i spidsen. Københavnerne vandt kampen med 3-1.

Velklædte hockeyspillere

Hockeyspillerne fra Horsens var meget velklædte, kvinderne i lange nederdele og alle i hvide skjorter og slips. Billedet er fra ca. fra 1917-1920.
Bagerst fra venstre ses Just Rasmussen (også kendt distanceløber), frk. Inger Andersen, købmand P. Petersen, frk. Mary Mortensen, senere gift med sin sidemand, forvalter Marius Bjerre Hansen, frk. Elna Wagner, senere fru Christoffersen, og lærer R. H. Elmtoft.
Forrest fra venstre er det arkitekt Frederiksen, værkfører Alfred Hansen (bror til Marius Bjerre Hansen), frk. Anna Friedel og frk. Anna Petersen, senere gift med direktør Krøyer Hansen.
FOTO: HORSENS IDRÆTSARKIVS SAMLING · FOTOGRAF UKENDT

Mini hockeystaven

HfS opnåede at blive jyske mestre tre gange i træk 1918-20.
Mini hockeystaven, som lærer R. H. Elmtoft sidder med på skødet (midt i billedet), fik HfS til ejendom, da klubben nedlagde hockeysporten i 1923.
På billedet er det, ud over R. H. Elmtoft, lykkedes at identificere nummer 2, 3, 4 og 5 i bagerste række fra venstre som Just Rasmussen, frk. Wagner, Marius Bjerre Hansen og Kirstine Friedel. I forreste række længst til venstre er det Alfred Hansen og til højre for R. H. Elmtoft er det frk. Andersen.
FOTO: HORSENS IDRÆTSARKIVS SAMLING · FOTOGRAF UKENDT

Avisnotits fra 4. juni 1923:

”De horsensianske Hockeyspillere har i Aar lagt Stokken på Hylden. Forinden havde de dog sikret sig, at den i Tourneringen vandrende Miniature- Hockeystok blev deres ejendom. Stokken har vandret i en bestemt Aarrække, hvorefter den vandtes af den Forening, som sejrede i Mesterskabet de fleste Gange i denne Periode. Det blev Horsens forende Sportsklubber, der nu ved Tourneringens Begyndelse vil få Stokken overdraget”.

Hvorfor blev det HfS?

Kigger man nærmere på mini hockeystavens inskriptioner, kan man undre sig over, at det var HfS, der fik overdraget trofæet og ikke Aarhus Gymnastikforening (AGF), som havde vundet turneringen fem gange. Det skyldtes den omstændighed, at AGF ikke længere havde hockey på programmet fra ca. 1920.

Inskriptionerne på hockeystaven:

DANSK HOCKEY-UNIONS TURNERING JYLLANDS KREDS AALBORG HOCKEY KLUB 1911 AARHUS GYMNASTIKF. 1912 HORSENS IDRÆTSK. 1913 AARHUS GYMNASTIKF. 1914 AARHUS GYMNASTIKF. 1915 AARHUS GYMNASTIKF. 1916 AARHUS GYMNASTIKF. 1917 HORSENS FORENEDE SPORTSKLUBBER 1918 HORSENS FORENEDE SPORTSKLUBBER 1919 HORSENS FORENEDE SPORTSKLUBBER 1920 I. O. G. T.’s HOCKEY-KLUB VIBORG 1921 I. O. G. T.’s HOCKEY-KLUB VIBORG 1922 (Sidste sølvplade uden inskription)

Kan ses i idrætsarkivet udstilling
FIL 2.2 (3) Miniature hockeystav - billede

Mini hockeystaven i Horsens Idrætsarkivs udstilling. 

FOTO: GLK · HORSENS IDRÆTSARKIV

KILDER: HFS 75 års jubilæumsskrift 1915-1990 OG scrapbogen Diverse udklip HFS 1920-1924 / Horsens Idrætsarkivs bibliotek